Tidligere uddelte forløberen for Plums Fond, Fredsfonden, en Fredspris på mellem 20.000 og 100.000 kr. til organisationer, initiativer og enkeltpersoner verden over, der har medvirket til udvikling af menneskerettigheder, fred og demokrati.
I 2010 gik Fredsprisen til folkene bag tidsskriftudgivelsen visAvis, der formidler information og debat om asyl- og migrationsområdet. Redaktionen bag visAvis består af frivillige og for størstedelens vedkommende mennesker, der selv har en flygtninge- eller migrationsbaggrund.
I 2008 modtog den tunesiske journalist og menneskerettighedsaktivist Sihem Bensedrine Fredsprisen for sit modige og vedholdende arbejde for menneskerettigheder og ytringsfrihed i Tunesien og i det nordlige Afrika i det hele taget, og for sin kamp mod den udbredte og vilkårlige brug af tortur i de tunesiske fængsler.
I 2004 gik Fredsprisen til den russiske journalist og forfatter Anna Politkovskaja, som en anerkendelse af hendes indsats for at øge offentlighedens kendskab til krigen i Tjetjenien og ikke mindst de meget store lidelser og tab for civilbefolkningen, som krigen har medført. Anna Politkovskaja blev myrdet i oktober 2006, umiddelbart før offentliggørelsen af endnu en artikel i avisen Novaja Gazeta om overgreb mod civile i Tjetjenien.
I 1999 uddeltes prisen til Open Fun Football Schools, et dansk-bosnisk forsoningsprojekt for børn og unge fra alle de involverede etniske parter i krigen i Bosnien.
Af andre prismodtagere kan nævnes Mordechai Vanunu, der blev fænglset for at afsløre Israel som atomvåbenmagt, samt den nigerianske bevægelse, MOSOP, der kæmper for indbyggernes rettigheder i det olierige Niger-delta. Fredsprisen er blevet uddelt i alt 14 gange siden 1986.
Plums Fond for Fred, Økologi og Bæredygtighed
Dronningensgade 14
1420 Kbh K
+45 32 95 44 17
plumsfond@plumsfond.dk