Fonden er en sammenlægning af de to tidligere fonde, Fredsfonden og Plums Økologifond.
Fonden støtter græsrods- og civilsamfundsaktiviteter der arbejde for fredelig sameksistens, demokrati og menneskerettigheder og for en grønnere og mere bæredygtig udvikling, lokalt og globalt. Initiativer, der kan komme i betragtning, skal have et bredere samfundsmæssigt og/eller globalt perspektiv. Fonden støtter ikke enkeltpersoner, etablering af privat virksomhed eller studie- og uddannelsesrelaterede projekter.
Fonden ejer en fredet ejendom på Christianshavn i København. Støtte fra fonden gives i form af midlertidig skrivebordsplads uden husleje til organisationer og aktiviteter, der falder inden for fondens formål, og kun i det omfang der er ledige pladser.
Hvis I som forening ønsker at komme i betragtning som bruger af husets lokaler, så skal I sende en begrundet og detaljeret ansøgning til fondens sekretariat. Bestyrelsen vurderer de indkomne ansøgninger to gange årligt, i august/september og igen i februar/marts. Der bevilges plads i huset for ét år ad gangen. Ved ønske om forlængelse, skal der søges igen.
FONDENS FORMÅL
Formålet er på et uafhængigt grundlag:
1. At virke for afrustning og fred samt konfliktløsning med ikke-voldelige midler og respekt for menneskerettighederne, og
2. At fremme og støtte udvikling af økologi og bæredygtighed.
Plums Fond støtter hovedsalig græsrodsaktiviteter.